fredag den 21. september 2012

Troldmandens Nevø


Troldmandens Nevø
C.S. Lewis
186 sider
Mit eksemplar: Gyldendals Børnebogklub – 1955 – Erhvervet for den svimlende sum af 10 kr. i en genbrugsforretning.

Troldmandens Nevø handler om skabelsen af Narnia og foregår således kronologisk før den langt mere kendte Løven, Heksen og Garderobeskabet, selvom den er skrevet efter de andre bøger i serien om Narnia. Der er derfor flere meninger om hvorvidt dette er 1’eren i serien eller slet og ret den sidste. For mig giver det mest mening, at det er den første, fordi den tidsmæssigt ligger før de andre og fortæller om, hvordan Narnia blev til.

Resumé
Digorys nederdrægtige onkel fusker med magi, og da han narrer pigen Polly til at tage en magisk ring på, forsvinder hun ind i en anden verden, og Digory må følge efter for at redde sin veninde. De to børn ender i en slags mellemverden, hvorfra der er adgang til et uendeligt antal af verdener. Ved et uheld møder de den grufulde heks Jadis, som forfølger dem til en verden, som først er ved at blive født. Hvad sker der, når man bringer ondskab ind i en verden, netop som den skabes? Hvordan skal Digory og Polly nogensinde vende hjem? Og findes der noget i en anden verden som kan redde Digorys mor fra hendes sygdom?

C. S. Lewis er blevet kritiseret for sin stærke kristne undertone i sine bøger. Løven Aslan skaber Narnia med sin sang, og er gennemgående en stærk Jesus figur – ikke blot i denne bog men særligt også i Heksen, Løven og Garderobeskabet. De kristne værdier og moraler ligger kun lige under overfladen og skinner flere gange rent igennem. Flere har påstået, at C.S. Lewis skabte en form for kristen propaganda, der forsøgte at pådutte kristne moralværdier til børn igennem sine eventyr om Narnia. Symbolet for Helligånden er da heller ikke langt væk, idet løven Aslan giver liv til Narnias skabninger med sin varme ånde.
Personligt kan jeg sagtens se den åndelige tone i Troldmandens Nevø, og de kristne symboler og hentydninger springer især i øjnene under selve Narnias skabelse. C.S.Lewis formår dog at uddrage de allersmukkeste ting fra kristendommen, idet der aldrig kommer løftet pegefinger eller andre negative ting frem. For uanset om man er kristen eller ej, kan der næppe være tvivl om, at værdier som ærlighed, kærlighed, tapperhed, mod, styrke, venskab og frem for alt, fantasi, er nogle smukke og gode vædier. Tag nu for eksempel dette uddrag:

””Han forestiller sig mange tåbeligheder, mit barn,” sagde Aslan. ”Denne verden myldrer med liv her i de første par dage, fordi den sang, jeg kaldte den til live med, stadig hænger i luften og buldrer i jorden. Men det vil den ikke gøre ret meget længere. Det kan jeg imidlertid ikke forklare den gamle slyngel, og jeg kan heller ikke trøste ham; han gjorde sig selv ude af stand til at høre min stemme. Hvis jeg sagde noget til ham, ville han blot høre mig knurre og brøle. Åh, menneskebørn, I forstår så sandelig at forsvare jeg mod alt, hvad der kan gøre jer godt!””

Her forklarer Aslan, at den onde onkel i sin egen firkantede tankegang, allerede har besluttet sig for at løver ikke kan tale, og derfor vil han aldrig høre Aslan tale. Jeg synes det er en smuk metafor for, at man er nødt til at tro på det umulige for at kunne se det.

Bogen er yderst velskrevet og har mange fine momenter med. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg under de smukke beskrivelser fik kuldegys.

”Den anden underfulde ting var, at mørket over dem pludselig strålede af stjerner. De trådte ikke langsomt frem, en efter en, sådan som de gør en sommeraften. Det ene øjeblik havde der ikke været andet end mørke; det næste øjeblik tændtes tusindvis af små lysprikker – stjerner, der stod enkeltvis og i grupper, og planeter, som var større og klarere end i vort univers.”

Sammen med sit humoristiske og barnagtige klare syn på voksenverdens snæversyn, fortryller denne historie stadig børn og voksne.

Læs den hvis:
-          Du har læst en eller nogle af de andre Narnia bøger, eller set filmene
-          Godt kan lide velskrevet og ærlig fantasy, med en verden lige bag vores egen verden
-          Vil vide hvorfor der står en lygtepæl i Narnia og hvordan et klædeskab blev til en portal
-          Og hvorfor klædeskabet endte hvor det gjorde
-          Du kan lide letlæsning – enten som et lille supplement, der læses på et par aftener, eller hvis du ikke er den mest øvede læser

God fornøjelse!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar