lørdag den 15. februar 2014

Borte med blæsten

Fra bloggen www.sorttale.blogspot.dk
Borte med blæsten
Margaret Mitchell
1936
Denne udgave 4 bind

Til jul fik jeg Borte med blæsten i en smuk fire binds-udgave med flotte illustrationer. Jeg glædede mig til at læse denne klassiker, men jeg havde ikke drømt om, at den ville slå benene væk under mig. Borte med blæsten er således ikke "blot" en klassiker men også en knaldhamrende god bog (for nu at sige det på godt jysk). Da jeg først var kommet et kapitel ind i bogen blev jeg fanget, og havde svært ved at lægge dem fra mig igen. Jeg lå flere aftenener og læste til langt ud på natten.
Jeg havde ikke set filmen inden, hvilket jeg var glad for, da en del spændingen i det for mig lå i, ikke at vide hvad der nu skulle ske, eller hvordan hovedpersonen Scarlet O'Hara ville klare sig igennem den forestående kamp. 

Borte med blæsten foregår i Amerikas Sydstater under den amerikanske borgerkrig i slutningen af 1800-tallet. Vi kommer igennem stort set alle samfundslag der hver især beskrives på godt og ondt, og så malende at man selv kunne have været der. Man får også hele turen igennem krigen, fra de første rygter og til genopbygningsfasen bagefter.
Bogen er utrolig velskrevet, og en ting jeg lagde meget mærke til var tempoet. Det skifter sådan at man i nogle perioder hører om en enkelt dag over mange sider, andre gange går der en årstid på et afsnit, det hele så udførligt og overlagt, at historien aldrig bliver kedelig.

Selve handlingen og historien mindede mig lidt om Jane Austens Stolthed og fordom og Fornuft og følelse, bøger jeg holder meget af. Men jeg må anerkende, at Borte med blæsten slår dem begge med flere længder. For det første er sproget utroligt nærværende og ikke "fremmedegjort" - dette skyldes muligvis, at Jane Austens bøger er skrevet omkring 100 år før, det kan også skyldes, at min udgave af Borte med blæsten er godt oversat (både i sprog og tid).
For det andet har Borte med blæsten meget mere kant. Hovedpersonen Scarlet O'Hara er til tider en temmelig usympatisk person. Hun er en karakter med mange fejl og mangler, men på trods af disse, kan man som læser ikke lade være med at holde af og med hende. Hele den uskyldighed som findes i Janes Austens værker, bliver langsomt men sikkert fjernet fra Scarlet og den verden hun befinder sig i.
Selvom mange af de ting hun må gå igennem virker oplagte, og nogen ser man på lang afstand, så er det stadig spændende. For hvordan vil hun dog klare det næste problem, hvordan skal hun nogensinde komme til at holde af den eller den person. Man kan godt se, hvor det bærer hen - men vejen derhen, den kan man ikke forestille sig. Og det er netop dét som gør Borte med blæsten så fantastisk. Det handler om rejsen, den personlige rejse. 

Læs den hvis du:

- gerne vil læse en klassiker. Det er en af de store klassikere, og den helt klart værd at læse, og så er den nem at komme igennem (på trods af sin størrelse)
- Kan lide historier der foregår i et historisk perspektiv
- Vil læse en historie som foregår under den amerikanske borgerkrig (om du ved noget om den i forvejen eller ej)
- Vil drømme dig til en tid med store kjoler
- Vil læse en historie med en hovedperson som er lidt en antiheltinde (er det et ord?)
- Har set filmen og gerne vil læse bogen
- Gerne vil se filmen, men ikke har det endnu!

3 kommentarer:

  1. Fabelagtig roman! Jeg læste (eller slugte) den for 2-3 år siden og vidste med det samme, at den skal genlæses! Jeg skrev med en på Goodreads, der sagde, at hun genlæste den hver 10. år. Det kan jeg sagtens se mig selv gøre!

    SvarSlet
  2. Uh, den glæder jeg mig til at læse. Den står på min reol, og har efterhånden stået der et stykke tid...Men kunne godt være man snart skal gå igang med den, efter denne gode anmeldelse :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må lige ty til alternative svar, da blogger driller.
      Bookworm: Ja, jeg tror også det er en, som jeg kommer til at læse igen! Og jeg glæder mig til at se filmen og sammenligne =)
      Sidsel: Skynd dig at komme i gang! Den er vildt god! Man skal lige i gang (et kapitel), så kan man ikke stoppe igen (lå bogstavlig talt til kl tre om natten og læste)

      Slet