For nylig fik jeg to
krimier. Det var i hver deres krimiserie og henholdsvis nummer 2 og nummer 6.
Der stod, at de var fritstående - altså at man ville kunne læse dem selvom man
ikke havde læst de andre i serien. Så det satte jeg på en prøve.
Den ene var Drengen der holdt op med at græde, som er
anden bog i serien om journalisten Magdalena og politibetjentene Petra og
Christer. Den anden var Sidste forestilling,
som er sjette bog i serien om detektiven Dan Sommerdahl.
Jeg har i et stykke
tid været en del krimi træt. Det vælter frem med nordiske krimier, man kan
næsten ikke få albuerum for dem. Der findes da også masser af gode krimier, men
hold op hvor er der også meget bras. Det var derfor med en del skepsis over for
genren at jeg gik i gang med at læse disse bøger. De følger alle sammen
nogenlunde det samme mønster: en betjent/journalist/efterforsker/detektiv i
30/40'erne, har et forhold/ægteskab der knaser og er på vej til/er midt i/er
lige gået i stykker, har en chef/overordnet, som presser på og vil en anden vej
end den pågældende hovedperson osv. Og jeg tog ikke fejl, det var præcis, hvad
der skete i begge bøger. Men før jeg går i yderligere detaljer kommer et kort
referat:
Sidste forestilling (beskrivelse fra Saxo.com)
Da
vicepolitikommissær Pia Waage en søndag eftermiddag træder ind ad døren i sin
kærestes idylliske bondehus, mødes hun af et rystende syn: Den kvinde, hun står
for at skulle flytte sammen med, ligger død i en pøl af sit eget blod.
Efterforskningen af mordet på den lesbiske gymnasielærer ledes af
politikommissær Frank Janssen, men da Pia Waage selv bliver sigtet og
varetægtsfængslet, kontakter hun privatdetektiven Dan Sommerdahl for at få hans
hjælp til at rense sit navn og finde morderen.
Dan påtager sig
opgaven uden tøven, og snart er han adskillige skridt foran politiet. Men
arbejdet bliver mere kompliceret end først antaget, for det viser sig, at
Dorthe gemte på en hemmelighed, som kan have været flere af de mistænktes motiv
til at dræbe hende. Først da Dan Sommerdahl og hans gamle kammerat Flemming
Torp, som nu arbejder i politiets afdeling for økonomisk kriminalitet, indleder
et forsigtig samarbejde, kommer der skred i tingene, og snart må de sande, at
morderen er en helt anden, end de havde forestillet sig.
Drengen der holdt op med at græde (beskrivelsefra Saxo.com)
En mørk
sensommeraften står en villa i flammer i den lille svenske provinsby Hagfors.
Petra Wilander og Christer Berglund fra det lokale politi bliver alarmeret og
kaldt ud til branden. Huset er næsten brændt ned til grunden, og sort røg
pulserer fra resterne af de forkullede vinduer, da husets beboer, en enlig
kvinde, bliver reddet ud. Treogfyrreårige Mirjam dør dagen efter af sine
kvæstelser. Umiddelbart ligner det en tilfældig ulykke, men det viser sig, at
branden var påsat. Nogen hadede Mirjam så meget, at hun skulle brændes ihjel.
Om motivet ligger skjult i hendes fortid, i forholdet til datteren, hendes
eksmand eller de mange mænd, der kom og gik i Mirjams liv, er op til politiet
at løse. Men alle i lillebyen ved, at Mirjam havde mod på livet og kærligheden,
og flere mente, at hun levede en lettere promiskuøs tilværelse som
singlekvinde. Magdalena dækker sagen om Mirjam og branden for den lokale avis
og drages ind i politiets jagt på pyromanen. Efterforskningen går tæt på hendes
eget liv og sårbarhed. På de udfordringer, hun har med eksmanden og hans kone,
med sønnen, der bliver mobbet og sin nye kærlighed, barndomskæresten Petter.
Jeg læste først Sidste forestilling og derefter Drengen der holdt op med at græde. Sidste forestilling fangede med totalt. Selvom
den er 6. bind i en serie, blev jeg aldrig forvirret over, hvem personerne var
eller deres indbyrdes forhold. Karaktererne er nuanceret og troværdige og
handlingen føles som om den kunne foregå i næsten en hvilken som helst mindre
dansk by - derfor bliver handlingen meget nærværende og derved mere skræmmende.
Det er et klassik - hvem er morderen-plot og det fungerer til det sidste. Lige
som man tror, at nu har man regnet den ud, sker der noget nyt så man ligesom
både politiet og detektiven må forkaste sin teori. Sidste forestilling gav mig nyt mod på krimier, og den kan
sagtens læses uden at man har kendskab til eller har læst de andre bind i
serien.
Derfor
glædede jeg mig til at læse Drengen der holdt
op med at græde (som er en totalt fed titel!). Men ligeså meget som den
første bog overraskede mig positivt - ligeså meget skuffede den anden mig.
Selvom det kun er en 2'er (i forhold til føromtalte bog), var jeg dybt
forvirret over personer og deres forhold. De svenske navne og stednavne gjorde
mig forvirret og rev mig ud af universet. Ligesom Sidste
forestilling er plottet bygget op om, hvem der gjorde det og derfor var
det abnormt frustrerende, at hele plottet blev løst på 1 side! Det er den
største fuser af en krimiafslutning jeg nogensinde har læst. Jeg blev virkelig
skuffet over den dårlige afslutning. Øv!
Så efter denne lille
krimibattle må jeg erklære vinderen og derfor en varm anbefaling til:
Sidste forestilling!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar