fredag den 30. maj 2014

Krimi vs. krimi

For nylig fik jeg to krimier. Det var i hver deres krimiserie og henholdsvis nummer 2 og nummer 6. Der stod, at de var fritstående - altså at man ville kunne læse dem selvom man ikke havde læst de andre i serien. Så det satte jeg på en prøve.

Den ene var Drengen der holdt op med at græde, som er anden bog i serien om journalisten Magdalena og politibetjentene Petra og Christer. Den anden var Sidste forestilling, som er sjette bog i serien om detektiven Dan Sommerdahl.


Jeg har i et stykke tid været en del krimi træt. Det vælter frem med nordiske krimier, man kan næsten ikke få albuerum for dem. Der findes da også masser af gode krimier, men hold op hvor er der også meget bras. Det var derfor med en del skepsis over for genren at jeg gik i gang med at læse disse bøger. De følger alle sammen nogenlunde det samme mønster: en betjent/journalist/efterforsker/detektiv i 30/40'erne, har et forhold/ægteskab der knaser og er på vej til/er midt i/er lige gået i stykker, har en chef/overordnet, som presser på og vil en anden vej end den pågældende hovedperson osv. Og jeg tog ikke fejl, det var præcis, hvad der skete i begge bøger. Men før jeg går i yderligere detaljer kommer et kort referat:

Sidste forestilling (beskrivelse fra Saxo.com)
Da vicepolitikommissær Pia Waage en søndag eftermiddag træder ind ad døren i sin kærestes idylliske bondehus, mødes hun af et rystende syn: Den kvinde, hun står for at skulle flytte sammen med, ligger død i en pøl af sit eget blod. Efterforskningen af mordet på den lesbiske gymnasielærer ledes af politikommissær Frank Janssen, men da Pia Waage selv bliver sigtet og varetægtsfængslet, kontakter hun privatdetektiven Dan Sommerdahl for at få hans hjælp til at rense sit navn og finde morderen.
Dan påtager sig opgaven uden tøven, og snart er han adskillige skridt foran politiet. Men arbejdet bliver mere kompliceret end først antaget, for det viser sig, at Dorthe gemte på en hemmelighed, som kan have været flere af de mistænktes motiv til at dræbe hende. Først da Dan Sommerdahl og hans gamle kammerat Flemming Torp, som nu arbejder i politiets afdeling for økonomisk kriminalitet, indleder et forsigtig samarbejde, kommer der skred i tingene, og snart må de sande, at morderen er en helt anden, end de havde forestillet sig.

Drengen der holdt op med at græde (beskrivelsefra Saxo.com)
En mørk sensommeraften står en villa i flammer i den lille svenske provinsby Hagfors. Petra Wilander og Christer Berglund fra det lokale politi bliver alarmeret og kaldt ud til branden. Huset er næsten brændt ned til grunden, og sort røg pulserer fra resterne af de forkullede vinduer, da husets beboer, en enlig kvinde, bliver reddet ud. Treogfyrreårige Mirjam dør dagen efter af sine kvæstelser. Umiddelbart ligner det en tilfældig ulykke, men det viser sig, at branden var påsat. Nogen hadede Mirjam så meget, at hun skulle brændes ihjel. Om motivet ligger skjult i hendes fortid, i forholdet til datteren, hendes eksmand eller de mange mænd, der kom og gik i Mirjams liv, er op til politiet at løse. Men alle i lillebyen ved, at Mirjam havde mod på livet og kærligheden, og flere mente, at hun levede en lettere promiskuøs tilværelse som singlekvinde. Magdalena dækker sagen om Mirjam og branden for den lokale avis og drages ind i politiets jagt på pyromanen. Efterforskningen går tæt på hendes eget liv og sårbarhed. På de udfordringer, hun har med eksmanden og hans kone, med sønnen, der bliver mobbet og sin nye kærlighed, barndomskæresten Petter.

Jeg læste først Sidste forestilling og derefter Drengen der holdt op med at græde. Sidste forestilling fangede med totalt. Selvom den er 6. bind i en serie, blev jeg aldrig forvirret over, hvem personerne var eller deres indbyrdes forhold. Karaktererne er nuanceret og troværdige og handlingen føles som om den kunne foregå i næsten en hvilken som helst mindre dansk by - derfor bliver handlingen meget nærværende og derved mere skræmmende. Det er et klassik - hvem er morderen-plot og det fungerer til det sidste. Lige som man tror, at nu har man regnet den ud, sker der noget nyt så man ligesom både politiet og detektiven må forkaste sin teori. Sidste forestilling gav mig nyt mod på krimier, og den kan sagtens læses uden at man har kendskab til eller har læst de andre bind i serien.

Derfor glædede jeg mig til at læse Drengen der holdt op med at græde (som er en totalt fed titel!). Men ligeså meget som den første bog overraskede mig positivt - ligeså meget skuffede den anden mig. Selvom det kun er en 2'er (i forhold til føromtalte bog), var jeg dybt forvirret over personer og deres forhold. De svenske navne og stednavne gjorde mig forvirret og rev mig ud af universet. Ligesom Sidste forestilling er plottet bygget op om, hvem der gjorde det og derfor var det abnormt frustrerende, at hele plottet blev løst på 1 side! Det er den største fuser af en krimiafslutning jeg nogensinde har læst. Jeg blev virkelig skuffet over den dårlige afslutning. Øv!

Så efter denne lille krimibattle må jeg erklære vinderen og derfor en varm anbefaling til:


Sidste forestilling!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar