mandag den 30. juni 2014

Spøgelseshistorier - Peter Straub

Spøgelseshistorier
Peter Straub
1979, TV2/Danmark - bogen er en revideret udgave af Det forfærdeligste, udgivet af Chr. Erichsens forlag
339 sider

Brug for et koldt gys i sommervarmen? Spøgelseshistorier vil uden tvivl få det til at løbe dig koldt ned af ryggen.

Selvom dette er en revideret udgave, mærkes det slet ikke på bogen, der fortælles med iskold ro, imens historien langsomt folder sig ud og bevæger sig ubønhørligt tættere og tættere på kanten...


Prologen fortæller om en mand, der kører rundt med et kidnappet barn på bagsædet i sin bil. Hver aften holder de ind ved et nyt motel, og i nattens mørke står han bøjet over hendes sovende skikkelse med en kniv i hånden - men kan ikke slå hende ihjel. Allerede her var jeg totalt fanget af denne på mange måder klassiske gyser.
En grubbe ældre mænd mødes jævnligt hos hinanden og fortæller spøgelseshistorier, der alle starter med: Hvad er det værste du nogensinde har gjort? Det vil jeg ikke fortælle dig, men jeg vil fortælle om det værste, der nogen sinde er hændt mig...

Men det er som om disse onde ånder ikke har lyst til at blive i fortællingerne - for det er da bare hvad de er, ikke? Bare nogle historier? Og disse søde, ældre mænd, hvad er det de prøver at skjule? Hvad er det, de skammer sig sådan over?

Spøgelseshistorier tog pusten fra mig. En rigtig uhyggelig fortælling, der langsomt hiver dig længere og længere ind i sit spind af onde varsler, historier, spøgelser og genfærd. Straub er helt klart en af de helt store (spøgelses)historiefortællere!

Læs den hvis du:

- vil læse en god gyser!
- ikke er bange for spøgelser
- kan lide bøger af fx Stephen King eller Dean Koontz
- vil læse en både klassisk og ny spøgelseshistorie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar