fredag den 8. august 2014

Paparazzimordene - Krogh & Muusmann

Paparazzimordene
Krogh & Muusmann
2005, Forlaget Marcus
216 sider

Paparazzimordene er en lille dansk krimi. Den fylder ikke ret meget, og egner sig perfekt til at have med på farten - den kan snildt være i en håndtaske! Jeg havde selv udset mig den til at have med på ferie, det fortrød jeg ikke.
Som jeg måske har omtalt i tidligere indlæg er jeg ved at være en smule træt af den store nordiske krimibølge. Den føles ind imellem temmelig ensformigt. Det skal også siges, at jeg læser flere krimier end jeg anbefaler på bloggen - kun de bedste får lov at komme med.

Der sker en række underlige mord på paparazzier. Alle med det til fælles, at deres kamera ligger smadret ved siden af dem. Kriminalkommissær Jane Christie Hansen og hendes team, forsøger at finde en mistænkt mellem disse mord - men der synes at være forskellige mordere. Nogen har set en lille mand i underligt tøj forlade gerningsstedet, andre en muslimsk kvinde i forbindelse med et andet mord. Enten er der tale om vidt forskellige mord, eller også er der tale om en massemorder, der mestrer maskeringens kunst.

Paparazzimordene er spændende hele vejen igennem. Optrapningen og jagten på en mistænkt er godt skrevet, og man sidder selv som læser og er i tvivl hele vejen igennem. I nogle krimier kan slutningen vælte hele bogen, selvom bogen er godt opbygget kan en flad slutning ødelægge en hel fortælling, men det er ikke tilfældet her. Alt i alt en god lille krimi.

Læs den hvis du:
  • kan lide danske krimier
  • vil læse en krimi der er overskuelig i størrelse
  • vil læse en krimi du kan have med på ferie/i toget/i tasken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar