tirsdag den 9. december 2014

Mig og caminoen

Mig og caminoen
Henrik Friediger
2006, Borgen
239 sider

Sidste år til jul læste jeg Julemysteriet, hvor en lille pige tager på rejse til Jerusalem ned igennem Europa og historien. I år har jeg ikke læst nogen julebøger, men jeg har læst Mig og caminoen, der er en personlig pilgrimshistorie.

Selvom den foregår i foråret i Nordspanien, følte jeg alligevel, at den passede lidt til december. Året nærmer sig sin afslutning, vi gør året og måske også vores liv op. Reflekterer noget mere, og julen får os til at huske, hvor meget vi holder af vores familie og venner. 

Billede fra camindodesantiago.dk
Henrik har i mange år vandret på caminoen, som er en pilgrimsrute i Nordspanien. Der findes forskellige pilgrimsruter, men i denne bog går Henrik omkring 800 km. på 30 dage, hans rute fører ham gennem Nordspanien fra Pyrenæerne til Santiago, og endnu videre til Finisterre. Bogen er skrevet som en slags dagbog, hvor Henrik beskriver dagens oplevelser, rute og tanker. For caminoen er et sted til fordybelse, men også et sted til at møde andre pilgrimme - på godt og ondt. For eksempel gælder det om at undgå, at ende på sovesal med de frygtede roncadores, der er ældre mænd, der snorker som et jordskælv og kan holde et helt refugium vågen. Henrik forklarer også om de tre symboler, man kan møde på pilgrimsruten: pilen, muslingeskallen og sværdet.

Bogen er tankevækkende, sød, smuk og herlig. Derudover har den også en hjemmeside, hvorpå man kan se billeder fra hver dag i bogen, der er ca. en håndfuld billeder fra dag. Jeg nød i fulde i drag at læse bogen, der skabte nogle tanker og overvejelser hos mig selv. Og selvom jeg ikke bevægede mig en millimeter imens jeg læste, var jeg alligevel på en rejse.

Læse den hvis du:
- vil læse en anderledes rejsefortælling
- vil læse om caminoen på en spændende og personlig måde
- vil prøve at læse noget andet end skønlitteratur
- vil med på en lille rejse 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar