tirsdag den 20. januar 2015

Stålets vilje

Stålets vilje
Joe Abercrombie
2006, Gyldendal (dansk udgivelse 2014)
645 sider

De sidste par år har jeg til jul fået nyeste danske udgave af Game of Thrones af min onkel. I år var der dog ikke kommet en ny, "så jeg måtte jo finde på noget andet", som han sagde. Stålets vilje er første bog i serien Den første lov, og bliver på bagsiden beskrevet som fantasy med sort humor, vold og uforskammet underholdende. Jeg tror ikke jeg er helt enig. Faktisk har jeg været en del i tvivl om jeg skulle anbefale denne bog. Nu skal jeg forklare hvorfor.

Overordnet set skriver Abercrombie ganske godt. Han er dygtig til at portrættere sine karakterer, han går helt tæt på så man kan lugte sveden, føle smerten og mærke følelserne. Det er godt, det er anderledes og det er grumt. Som et af citaterne i smudsbindet siger: "Abercrombies brutale univers og hans forståelse for voldens menneskelige omkostninger er meget nutidige." Hvad jeg dog synes halter er den overordnede struktur. Det føles lidt som om en meget lang prolog, forstået på den måde, at man introduceres for karaktererne, og man fornemmer de langsomt føres sammen for at blive ført ud på et fælles mål. Men det tager hele bogen! Jeg sad lidt med en følelse af, hvornår kommer de i gang? Ikke fordi det er nødvendigt for at holde en fortælling kørende, tværtimod. Det var nærmere fordi den selv ligger op til det. Den lokker med sit lige om lidt SÅ, som giver læseren en uforløst fornemmelse. Samtidig fik jeg lidt en følelse af at være med på et skib uden at vide, hvor vi var på vej hen - på den dårlige måde. Flere af karakterne bliver "hyret" til at komme med på en eller anden mision, men ingen af dem spørger hvad fanden den går ud på! Jeg mener, come on, du kan have én karakter som er muggen og ligeglad, men samtlige medlemmer? Hvorfor er der ingen som sætter foden til jorden og siger: Hallo, troldmands-dude, hvor er det lige vi skal hen? Og hvorfor er det lige at vi tager med? 

En anden ting som gjorde, at jeg følte mig lidt lost i universet var manglen på et verdenskort. Jeg har sidenhen googlet det, og fundet frem til, at det er et helt bevidst træk fra forfatterens side. 
"I wanted my readers to feel like they were right there with the characters – right inside their heads, if possible – part of the action rather than floating dispassionately above it. I wanted to tell a story as close-up as I could, so you can smell the sweat, and feel the pain, and understand the emotions. I want a reader to be nailed to the text, chewing their fingernails to find out what happens next, not constantly flipping back to the fly-leaf to check just how far north exactly Carleon is from Uffrith, or whatever. The characters often don’t know what’s going on – they don’t have a conveniently accurate map to hand, why should the reader?"
Hvilket jo i for sig er en god pointe, men når fortællingen foregår all over the place, i hele verden, og der bliver (sted)namedroped hele tiden, og karakterne bevæger sig imod hinanden, så giver det mere en følelse af at være helt tabt i den overordnede struktur. Jeg bed ikke fingernegle af spænding over, hvad der nu skulle ske. Jeg kløede mig i hovedbunden over, hvor fanden er vi nu?


I bring you: THE MAP (not sure who made it)
Hvorfor bringer jeg så denne bog på banen, hvis jeg har så meget i mod den? Fordi den faktisk havde noget at byde på. Og fordi jeg er nødt til at læse næste bind. Fordi nu har jeg investeret tid i de karakterer, og nu skal de (forhåbentligt) endelig af sted, og jeg vil godt vide, hvad det er de skal.

Den har ikke så sort humor som den påstår, volden er ikke så tænderskærende som påstået, men den går tæt på nogle karakterer, den har humor og den er i den gode ende af fantasy-genren. 


Læs den hvis du:
- elsker fantasy (hvis du ikke er den store fantasynørd skal du nok ikke starte her)
- vil læse noget karakterdrevet i genren
- vil læse noget med lidt selvironi
- vil give karakterne en chance

Ingen kommentarer:

Send en kommentar