fredag den 14. august 2015

Slaget i Caïssa

Slaget i Caïssa
Kenneth Bøgh Andersen
Triologi bestående af: Åbningen, Tågemandens død og Skatmat
Høst & Søn, 2000
380 sider (samlet triologi)

Kenneth Bøgh Andersen er en af de helt store danske forfattere når det gælder børne- og ungdomsbøger. Han er blandt andet forfatteren bag Antboy og Djævelens Lærling. Jeg læste denne triologi for mange år siden, og stødte for nylig på en samlet udgave af alle tre bøger i en genbrugsbutik til det svimlende sum af 10 kroner. Billedet jeg har valgt her, er forsiden til den første bog og ikke den forside, som er på den samlede udgave. Jeg har valgt billedet her, fordi jeg husker det så godt. Det var denne forside som gjorde, at jeg lånte bogen med hjem. Der var et eller andet ved stemningen i det, som pirrede min fantasi, så derfor måtte jeg have det som billede her.

Drengen Frode er dødeligt syg, men en aften fyldes hans værelse af en mystisk tåge, der viser sig at føre ind til et fremmed land fyldt med mærkelige væsener. Men hvad der er mere underligt er, at de har ventet på Frode. Han er den sidste deltager før spillet kan gå i gang. Hvad det er for et spil, hvad det er for en verden og hvad der overhovedet foregår er der ikke rigtig nogen der kan svare ham på, men snart er Frode viklet ind i en krig, hvor meget store kræfter er på spil.
For et sted, eller måske et ikke-sted, sidder Gud og Djævelen og spiller skak - og hvem laver så reglerne?

Slaget i Caïssa er en skøn fantasyfortælling. Måske var jeg fanget af den første gang, fordi den anden store hovedperson og Frodes bedste ven, hedder det samme som mig, Nanna. Eller måske havde jeg ikke læst ret meget fantasy og det her var nyt og anderledes. For selvom Kenneth Bøgh Anders bruger en masse klassiske greb fra fantasyens forunderlige verden, rummer den også en hel del originalitet. 
Den er skrevet i et lettere sprog og det er bestemt mere børne- og ungdomsfantasy end det er henvendt til et ældre publikum, men det betyder jo ikke, at man ikke kan nyde den som voksen.

Læs den hvis du:
- er til dansk fantasy
- vil læse noget anderledes fantasy
- har brug for et lille afbræk med en velskrevet fantasy triologi (der er overskuelig i sideantal)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar