mandag den 7. september 2015

Sabriel, Lirael og Abhorsen

Det Gamle Rige trilogi
Sabriel, Lirael, Abhorsen
1995, 2001, 2003
Rosenkilde

Garth Nixs trilogi om Det Gamle Rige faldt i mine hænder igennem en anbefaling, og det er med glæde at jeg nu kan anbefale den videre. Kort inde i den første bog, Sabriel, var jeg hooked og slugte hurtigt alle tre bøger. Det er skarpsindigt, kreativt og ikke mindst kvalitets fantasy. Der findes rigtig meget fantasy på markedet, og hylderne vrimler af young adult fantasy i mere eller mindre god kvalitet, men denne trilogi er en god, solid omgang fantasy, der ikke lefler eller taler ned til læserne. Universet forklares ikke, men opleves og udforskes igennem bogen og man føler sig som læser draget af den mystiske verden. En af de ting, som jeg mener gør en fantasybog virkelig god, er når verdenen synes at fortsætte ud over bogen. Man fornemmer en hel verden, en mytologi selvom man kun ser noget af den. Det er den fornemmelse man har her. Det er et kvalitetsstempel for mig. 

Handlingen udspilles til dels i Det Gamle Rige og til dels i Ancelstierre, der minder om vores verden i 30'erne eller 40'erne. Har man set filmen Stardust (og har du ikke skal du gøre det lige nu!), vil man genkende den samme opdeling mellem et land (eller en verden) som ligner vores og én som er magisk, en opdeling konkretiseret i en mur. En del af magien fra Det Gamle Rige virker således ikke på den anden side af Muren, nede i landet Ancelstierre. 

Det er svært at give et resumé som sådan, uden at afsløre en masse (hvilket er en mærkesag for mig: no spoilers!). Bagsideteksten til den første bog Sabriel lyder således:

Sabriel er datter af åndemaneren Abhorsen. Lige siden hun var et lille barn, har hun boet uden for muren til Det Gamle Rige - langt fra den ukontrollede Frie Magis kraft og væk fra de døde, som ikke vil forblive døde. Men nu er hendes far forsvundet, og Sabriel bliver kaldt tilbage for at finde ham. Sabriel forlader den sikre verden, hun har kaldt hjem, og begiver sig ud på en faretruende færd - for intet er som det ser ud i Det Gamle Rige.

Læs den hvis du:
- vil læse noget fantasy som er originalt og samtidigt "klassisk"
- vil læse noget fantasy som udfordrer og pirrer fantasien
- vil læse en trilogi som er god fra start til slut

1 kommentar:

  1. Tak fro anbefalingen! Bogen står på min hylde, så vil glæde mig til at læse den :)

    SvarSlet