tirsdag den 6. oktober 2015

1984

1984
George Orwell
1949, Gyldendal
245 sider

1984 er måske en af de mest kendte science-fiction bøger og det er der god grund til. På den mest klarsynede og ildevarslende måde, beskriver Orwell et dystopisk overvågningssamfund, der måske netop virker så skrækindjagende på grund af sin genkendelighed. 

Jeg må ærligt sige, at bogen fik hårene til at rejse sig i min nakke. Ikke blot på grund af den omfattende og evige overvågning, men mindst ligeså meget den kollektive hjernevaskning, der former folkets meninger og virkelighedsopfattelse. 
Helt i starten af bogen, rørte en passage mig til tårer, ikke på en sentimental måde, men på en forfærdelig og frygtelig måde. Passagen er så overdrevet, så overladet med et umenneskeligt had, at man burde tænke: dette kan aldrig ske! Men det mindede mig alt for meget om nylige begivenheder. I citatet skriver hovedpersonen i sin dagbog om en oplevelse i biografen:

"Så så man en redningsbåd fuld af børn og en helikopter svævede over dem. der var en midaldrende kvinde, hun så jødisk ud, som sad i stævnen med en lille dreng på omkring tre år i armene. den lille dreng skreg af angst og skjulte sit hoved mellem hendes bryster, som om han ville bore sig helt ind i hende, og kvinden lagde armen om ham og trøstede ham, skønt hun selv var stiv af skræk, og hele tiden dækkede hun ham så meget som hun kunne som om hun troede at hun kunne holde kuglerne borte fra ham. så kastede helikopteren en tyve kilo bombe ned i båden voldsom eksplosion og båden blev til pindebrænde. så var der et vidunderligt nærbillede af en barnearm der fløj højt op i luften..." [denne udflydende skrivestil uden store bogstaver efter punktummer forekommer kun i korte dagbogsnotater, bogen er ikke skrevet sådan.]

Netop denne scene mindede mig bare sådan om de forfærdelige scener med flygtninge i både over Middelhavet, og forfærdelige folks kommentarer om, at de bare kunne drukne, at man bare burde synke bådene, at man burde sætte militæret ind. 

Resumé
Det er 1984, London. Samfundet styres af Partiet og ikke mindst Big Brother, der holder øje med folks mindste bevægelser igennem de mange teleskærme, der lovpligtigt hænger i alle hjem. Teleskærmene sender uafbrudt propaganda, men fungerer samtidig som overvågningskameraer. Den mest effektive overvågning er dog den som borgerne holder over hinanden. Deres venner, kollegaer, naboer - ja selv familiemedlemmer. Børn angiver forældre med største tilfredshed. Det er ikke til at stole på nogen, så alle holder en maske op, imens de mistroisk holder øje med hinanden.
Winston Smith, bogens hovedperson, arbejder for Partiet. Hans arbejde består i at rette i historiske dokumenter, aviser, film, bøger, så de passer med nutidige fakta. Hvis Partiet i en tidligere artikel har hævdet ét, som viser sig at være noget andet, går Winston tilbage og ændrer det artiklen, så den passer med nutiden. På den måde har Partiet altid ret, kommer altid med rigtige prognoser. Og på denne måde styrer de fortiden. Hvis alt materiale har samme fakta, men kun du husker noget andet, hvordan kan du så nogensinde bevise, at du har ret? For når man styrer fortiden, styrer man også nutiden og fremtiden. For altid.

Bogen stiller nogle fantastiske samfundsmæssige og eksistentialistiske spørgsmål, som kræver stillingtagen. Den er uhyggelig, fængende og frastødende.

Læs den hvis du:

- vil læse en klassiker, der sætter spørgsmålstegn ved samfund 
- vil læse om overvågningssamfund
- vil læse en anderledes science-fiction bog
- vil fanges og frastødes på samme tid

4 kommentarer:

  1. Det er absolut en af mine yndlingsbøger - og den er så skræmmende! Jeg burde faktisk snart genlæse den for at finde ud af, om den stadig har samme virkning på mig :-)

    Jeg kan i øvrigt se, at du er i gang med at læse Lolita - glæder mig til at at læse din anmeldelse af den :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
  2. Nu har jeg snart læst så mange bøger, der enten er skrevet som en hyldest til 1984 ( Murakamis 1Q84) og senest Homeland af Cory Doctorow, som er udråbt til at være en moderne 1984 og jeg har endnu ikke fået læst den originale 1984 og det er bare så for dårligt!

    SvarSlet
  3. Den er så god, så tankevækkende og så skarp - det er en af de bøger, jeg altid anbefaler, for den er så fantastisk flot skrevet og sindssyg tankevækkende.

    SvarSlet
  4. Hej! Ny læselysten følger her��
    Jeg har flere gange forsøgt at læse bogen, men er aldrig kommet igennem... Nu skal det være!! Tak for anmeldelsen��

    SvarSlet